Et kirkebryllup er en smuk begivenhed, og en dag som mange ser frem til.

Når I vælger at blive gift i kirken, er det både en vielse og en velsignelse af jer. Et kirkebryllup er juridisk gyldigt på samme måde som en vielse på rådhuset. Men et kirkebryllup handler også om kristen tro, håb og kærlighed. 
Er I allerede blevet viet på rådhuset, kan I få en kirkelig velsignelse.

For at blive gift i folkekirken kræver det, at den ene af jer eller I begge er medlem.
 

Det skal I gøre

Kontakt Hirtshals Kirkecenter og aftal, hvornår og i hvilken af kirkerne brylluppet skal være. Bryllupper foregår tit om lørdagen, men det er bestemt også en mulighed at vælge en hverdag.

Dertil kommer lidt papirarbejde.

Når I har fundet ud af, at I vil giftes, er der en række praktiske ting, I skal have styr på:

Skaf en prøvelsesattest: I skal have en prøvelsesattest fra kommunen, som I skal aflevere på Hirtshals Kirkecenter. For at få en prøvelsesattest, skal I udfylde og aflevere en ægteskabserklæring. Prøvelsesattesten må højst være 4 måneder gammel på bryllupsdagen.

Vælg vidner: Da vielsen har juridisk gyldighed, skal der være to vidner til stede. Vidnernes navne og adresser noteres i kirkebogen.

Vælg navn: Hvis I vil ændre navn i forbindelse med jeres bryllup, skal I ansøge om det. Hvis navneændringen skal gælde fra jeres bryllupsdag, skal I i god tid inden vielsen sende blanketten "Navneændring på bryllupsdagen" fra borger.dk til kirkecentret.

 

Samtale med præsten

Alle kommende brudepar i Horne og Asdal Kirker bliver inviteret til en samtale med præsten. Samtalen har to formål: I skal snakke om alt det praktiske i forbindelse med vielsen, vælge salmer, og præsten vil gerne høre jer fortælle lidt om jer selv og jeres forhold, så hun kan bruge det i sin tale ved vielsen. Men samtalen har også til formål at snakke om, hvad et ægteskab egentlig er. Hvad er vigtigt for jer? Hvorfor vil I gerne have et kirkebryllup? Og hvad er kærlighed egentlig?

Præsten ringer til jer, et par uger før brylluppet, for at aftale en samtale.